Image link

Cocktailshakeren er det mest essentielle redskab til at lave cocktails med, og hører hjemme i alle hjem. Har man ikke en endnu, så kan man i jagten efter en blive i tvivl om, hvilken type man skal anskaffe sig. Der er som udgangspunkt 3 forskellige shakere du kan finde på markedet – cobblershakeren, bostonshakeren, og den franske shaker (også kendt som en parisisk shaker).


Historien om cocktailshakeren

Referencer til redskaber, der kan ses som tidlige udgaver af cocktailshakeren, går meget langt tilbage i tiden. Man har fundet tegn på dem helt tilbage til 7000 år f.Kr. i Sydamerika, i mens der i 1500-tallet blev nævnt lignende redskaber af Hernando Cortez, en spansk conquistador. Den moderne cocktailshaker begyndte dog for alvor at se sit udspring i midten af 1800-tallet, da dens brug spredte sig på barer rundt omkring i Amerika. Heraf fulgte et hav af forskellige og mere eller mindre ubrugelige patenter på forskellige shakere, der i mange tilfælde gjorde et meget simpelt redskab alt for avanceret. I sidste ende har 3 grundtyper af shakere modstået trykket fra tidens tand, cobblershakeren, bostonshakeren og den franske shaker. Alle 3 har deres egne fordele og ulemper, og berettigelse for deres stadige brug og eksistens.

Image link

Cobbler Shaker

Cobbler shakeren, også kaldet en 3-dels shaker, er måske den mest udbredte shaker til hjemmebrug. Den består af en top og en bund, samt et lille låg, der i nogen tilfælde også kan bruges som et målebæger. Dens mest markante egenskab over de andre shakere, er, at den har en indbygget ”strainer,” der sorterer rester af frugter, is og andet fra, når du hælder din drink over i et glas. Den er nem at bruge, og også et meget dekorativt element til hjemmebaren. Cobbler shakeren er ofte førstevalget for en nybegynder, og det er den også helt oplagt til. Den er dekorativ, og skal du kun shake en enkelt cocktail ad gangen, så betyder ulemperne knap så meget.

Fordele: 
Nem at bruge
Lukker næsten altid tæt
Har indbygget strainer

Ulemper: 
Kan være svær at åbne efter brug
Straineren i toppen virker sjældent effektivt
Tager længere tid at hælde og kræver et hårdere shake

Image link

Boston Shaker

Boston shakeren er bartenderens favorit, og ses ofte i brug i professionelle barer. Den er såre simpel, blot to stykker metal (eller ét glas og ét metal) stukket sammen, men kræver en separat hawthorne strainer til brug. Den er effektiv og hurtig at bruge, og kan bedre shake 2 cocktails på samme tid, end en cobbler shaker. Sørg for at holde godt fast i begge ender, og vær forsigtig når du åbner den igen.Der er god grund til, at denne shaker er bartenderens foretrukne, da den er hurtigere og mere effektiv at bruge, når man først har fundet den rette teknik til at bruge den.


Fordele: 
Hurtig og effektiv
Nem at genbruge til flere cocktails
 Nem at rengøre
Giver masser af luft til cocktailen

Ulemper: 
Kræver ekstra udstyr (strainer)
Kræver lidt mere teknik
Kan være svær at åbne
Bruger man et glas, er der risiko får at det går i stykker

Image link

Fransk Shaker

Den franske shaker, også kaldet en parisisk shaker, er en væsentligt sjældnere type, der er et slags mix mellem de to andre. Den har eksisteret i næsten lige så lang tid som de andre, men er først nu for alvor ved at vinde momentum blandt bartendere. Den kombinerer det smukke og elegante ydre fra cobbler shakeren med det effektive og simple design fra boston shakeren. Den franske shaker er et sandt mashup af de to mest kendte typer af shakere, og er et oplagt valg til personen der gerne vil have et flot og lækkert design, der samtidig er helt optimalt udformet til at lave cocktails med.


Fordele: 
Meget stilfuld
Simpel og effektiv at bruge
 Nem at rengøre

Ulemper: 
Kræver ekstra udstyr (strainer)
Kræver lidt mere teknik
Dyrere end de andre shakere

Få eksklusive tilbud og nyheder direkte i din indbakke!